Sommerstævnet 2025 afholdes 26. juli - 2. august 2025 på Askov Højskole ved Vejen.
Tilmelding foregår online via en formular her på siden. Tilmeldingen åbner fredag d. 24. januar og lukker for lodtrækning tirsdag d. 4. februar kl. 17.59. Sidst på aftenen åbner tilmeldingen igen for instrumentgrupper, som endnu ikke er overtegnede. Man øger sine chancer for at få plads på stævnet betydeligt ved at tilmelde sig før lodtrækningsfristen!
Her på siden kan man læse om værker, program, dirigenter, instruktører, priser, forplejning og meget mere.
Sommerstævnet tiltrækker normalt deltagere i alle aldre og fra hele Europa. Børn fra ca. 6 år er velkomne i børneorkestret, og i de seks stævneorkestre sidder de ældste børn side om side med unge, voksne og seniorer, som har passionen for den symfoniske musik til fælles. Gamle venner mødes, og nye venskaber opstår.
Stævnesproget er dansk, nogle dirigenter instruerer dog på engelsk eller tysk, og i krogene høres ofte engelsk, fransk, hollandsk, norsk, svensk og tysk. Nogle deltager på stævnet for første gang, andre kommer hvert eneste år, og atter andre kigger forbi en uges tid med års mellemrum. Alle er lige velkomne!
Bemærk: Al kommunikation om sommerstævnet foregår via email. Det er deltagerens ansvar at oplyse korrekt emailadresse samt efterfølgende at tjekke (også spamfiltret!) for emails vedrørende sommerstævnet, herunder bekræftelse og opkrævninger af stævneafgift.