af Peer Kjær Andersen
De fleste af César Francks vigtige værker opstod i det sidste tiår af hans liv. Hans eneste symfoni blev fuldført i 1888, kun to år før hans død. Den fik sin uropførelse i 1889 ved en koncert på Pariserkonservatoriet, hvor den blev mødt med en total mangel på forståelse såvel hos publikum som hos kritikere. Opførelsen var imod orkestermusikernes ønske og blev kun gennemført takket være en ihærdig indsats fra dirigentens side. En lærer ved konservatoriet mente, at der jo ikke var tale om en rigtig symfoni, da den indeholdt en solo for engelskhorn, et instrument, som hverken Haydn eller Beethoven havde anvendt i deres værker. Franck selv var dog godt tilfreds med værket, som havde klinget efter hans intentioner.
Der hviler en særlig stemning af andagt og mysticisme over denne symfoni. De store stemningsskift mellem dyster, sørgmodig grublen og lys optimisme vidner om en ærlig og hengiven personlighed, hvis liv er fyldt af en ægte religiøsitet. Symfonien har haft en omtumlet skæbne. I en periode midt i 20. årh. havde en fast plads på de store orkestres repertoire, men efter 1970 dalede dens popularitet, som om dens budskab ikke harmonerede med tidens trend. Den står dog stadig stærkt som en af de mest betydningsfulde franske symfonier.
I slutningen af 1800-tallet begyndte en ny kompositionsteknik at vinde indpas. Den blev kaldt ”det cykliske princip” og Franck var en af de første, der helt bevidst forsøgte at udnytte den. Den består i at skabe et vist tematisk fællesskab mellem de enkelte satser, ikke blot ved at anvende de samme temaer, men også ved mere spidsfindige relationer mellem de enkelte satsers hovedmotiver. Herved får værket en mere sammenhængende, helstøbt karakter.
Symfonien kan høres her: https://youtu.be/UeLcH2nLshI